Digt (der er to veje gennem labyrinten)

der er to veje gennem labyrinten
den som livet
indhyllet i sorte skyer
den som døden
badet i snehvidt lys
dine navne er
nedsmeltet i asfalten
dine skygger projiceret
på alle mure
oliventræets olie brænder

du er luften jeg indånder
hver gang jeg passerer
et åbent vindue
et spejl bredt ud i to flader
en niche med hjertets lys
i et andet menneske

oliventræets olie brænder
selvom ingen ild har rørt den
gennem labyrinten reciteres
dine navne igen og igen

Susanne Layla Petersen 2017

Som en fremmed

som en fremmed går jeg blandt mennesker
gennem jungler og flygtningelejre
gennem lufthavne og byer
skårene fra hændelser jeg ikke længere husker
lægger sig på alt hvad jeg ser

hvad er du
som du står der
mellem afgrunden og skriften
i dit grå tøj og med dit rolige blik,
en ukendt faktor, hjertets rytme,
let kaotisk

jeg samler skårene og
lægger dem i orden 
du spejler dig i dem

Susanne Layla Petersen 2017